Siden begyndelsen af dette årtusinde har universiteter i Danmark undergået en massiv internationaliseringsproces. Internationalisering kan forstås som led i transformationen af velfærdssamfund til konkurrencesamfund. Den har nemlig blandt andet til formål at forbedre Danmarks position i den internationale konkurrence om viden, talent og innovation samt at tiltrække talentfulde udenlandske forskere og studerende til Danmark. Internationaliseringen medfører en række forandringer, som er interessante i en diskussion om velfærdsstat og konkurrencestat. En af dem handler om studieøkonomi. Videregående uddannelser i Danmark har nemlig traditionelt været gratis, og siden 1970erne har staten ydet studiestøtte for at udjævne betydningen af økonomiske forskelle i adgang til uddannelse. Men i 2006 indførtes studieafgift for studerende, der kommer fra lande uden for EU/EØS, og i 2013 ændredes SU-reglerne, så EU-studerende under visse betingelser kan være SU-berettigede. Ændringerne har brudt med velfærdsstatens forsøg på at udjævne betydningen af økonomiske forskelle. I artiklen undersøger vi, hvordan studerende på internationale uddannelser skaber mening i de økonomisk forskellige måder at være studerende på. På baggrund af to års feltarbejde på et dansk universitet giver vi en række eksempler på, hvordan studerende differentierer mellem forskellige grupperinger af studerende med henvisning til økonomi, og hvordan de konstruerer symbolske hierarkier mellem sig selv og andre.